<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=1758183874348697&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">
Skip to main content
Blog: Bliv iværksætter og vælg den rette betalingsløsning

MamaMilla: Fra barselsidé til succesfuld familiedrevet forretning

alt=
Post by Cecilia
Content Marketing Manager, pensopay.

Interview: MamaMilla

Fra en simpel idé i 2014 til en succesfuld familiedrevet virksomhed har Kamilla Vinding og Bruno Poulsen taget babyverdenen med storm. MamaMilla kombinerer passion og kvalitet, og vi ser nærmere på deres rejse og deres samarbejde med pensopay.

Det var babynesten – en lille, flytbar babyseng – der satte gang i MamaMillas rejse. I mellemtiden er familien blevet beriget med tre børn og et hold af dygtige medarbejdere. Faktisk bliver MamaMilla ofte omtalt som familiens fjerde og måske dyreste barn – indtil videre i hvert fald.

Vi havde fornøjelsen af at besøge Kamilla Vinding og Bruno Poulsen i deres showroom, hvor vi fik en snak om livet som iværksættere og mulighed for at se deres søde udvalg af babytøj og legetøj. Se også vores besøg hos MamaMilla her.

Hvem er MamaMilla?

Kamilla beskriver sig selv som “det kreative geni” bag MamaMilla. Hun kom på idéen til virksomheden og er ansvarlig for produktudvikling, indkøb og al markedsføring. Bruno, derimod, tager sig af den tekniske del og står for it-driften.

For et par, der netop er trådt ud af barselsboblen med barn nummer tre, var de overraskende rolige under vores besøg. Det vidner om et imponerende overskud. Efter en rundvisning i showroomet og lageret satte Kamilla og Bruno sig i deres lysegrønne sofa og delte engageret og passioneret deres rejse med MamaMilla. At være iværksættere, samtidig med at få børn, kan lade sig gøre – Kamilla og Bruno får det i hvert fald til at se legende let ud.  

 Hvordan opstod MamaMilla?

MamaMilla blev til under Kamillas første barsel. Hun syede sin egen babynest, der hurtigt vakte interesse blandt venner og familie. Flere begyndte at spørge ind til produktet, og inden længe var der folk, der gerne ville købe én.

Bruno, med sin uddannelse fra Copenhagen Business School, var i starten forsigtig med at kaste sig fuldt ud i projektet. Han vidste, hvad det kræver at starte og drive en virksomhed. Men efter at have set Kamillas vedholdenhed og stigende succes, besluttede han i 2017 at træde ind i virksomheden. Sammen gjorde de MamaMilla til deres levevej. Hjemmesiden blev lanceret i 2015 – blot to måneder før parrets anden søn kom til verden. "Ja, det var en travl periode," griner de begge og udveksler smil.

I dag har MamaMilla fire faste medarbejdere samt flere freelance designere og webudviklere.

Det vigtigste for MamaMilla

Ifølge Kamilla og Bruno handler det hele om en kombination af god kundeservice og kvalitetsprodukter. Det er svært at skille de to ting ad, fortæller de.

Kundeservice er en af deres kerneværdier. Et godt eksempel er deres tilgang til reklamationer: “Hvis vi oplever gentagne reklamationer på et produkt, så fjerner vi det fra kollektionen. Vi sender kun produkter ud af høj kvalitet, der ikke går i stykker,” Kamilla Vinding, MamaMilla

Som forældre til tre børn ved de, hvor frustrerende det kan være at modtage et defekt produkt: "Hvis man allerede er presset og så får et produkt, der går i stykker kort tid efter køb, så mister man hurtigt tilliden til webshoppen eller produktet," Kamilla Vinding, MamaMilla

“Produkterne skal være noget vi selv vil bruge. Vi bruger os selv som skydeskive og siger ’ville det her være noget vi ville tage hjem og bruge? Synes vi kvaliteten er som den skal være hold op imod prisen? Og hvis det går op, jamen så er det et produkt vi tager ind.”

- Bruno Poulsen, MamaMilla


MamaMillas produktion

MamaMilla udvikler deres egne private label-produkter og forhandler også varer fra andre kendte brands. "Vi får selv produceret vores produkter i Indien og har besøgt produktionen for at sikre os, at forholdene er i orden, og at GOTS-certificeringerne overholdes," Bruno Poulsen, MamaMilla

På den måde kan MamaMilla tilbyde et bredt udvalg til deres kunder – både deres egne produkter og populære brands, som folk allerede kender.

Drømme om fremtiden

“Vi kan jo godt lide at MamaMilla er så familiært som det er nu – det er jo vores anden familie. Vores drøm er ikke at blive meget større end vi er nu. Vores drøm har hele tiden været at vi kunne leve af det og få en almindelig løn, samtidig med at vi synes det er sjovt at gå på arbejde. Vi synes jo det er sjovt at få det til at vokse og få nye ideer,” Kamilla Vinding, MamaMilla

“Iværksætteri er en livsstil. Det kræver, at du indretter hele dit liv efter det, for du har aldrig helt fri. Men du får også noget igen – det er dit eget, og du ser det vokse. At se noget lykkes og sørge for, at både medarbejdere og kunder har det godt, er en fantastisk følelse. Det er en livsstil.”

- Bruno Poulsen, MamaMilla


Hvordan synes I pensopay fungerer for jer?

“Vi er rigtig glade for pensopay! Det fungerer bare,” Kamilla Vinding og Bruno Poulsen, MamaMilla.

“Noget af det, vi sætter stor pris på, er den gode kundeservice, og det får vi også hos pensopay. Når vi ringer ind, møder vi altid venlige og hjælpsomme mennesker, som forstår vores situation. De hjælper os med rapporter og andre opgaver. Det er rart at vide, at vi har nogen i ryggen, hvis vi skulle få en udfordring. Det er dejligt at mærke, at folk gerne vil hjælpe. Det er også noget, vi selv går meget op i – at vores kunder føler, vi gerne vil hjælpe dem. Det er derfor, vi synes, at vi er et godt match.”

- Bruno Poulsen, MamaMilla

 

Tusind tak til Kamilla og Bruno for at give os et indblik i deres skønne forretning! Vi er stolte af, at kalde jer vores samarbejdspartnere.

Held og lykke fremover – vi glæder os til at følge jeres rejse.

Team pensopay.

 Læs om andre gode iværksætterråd fra flere af vores kunder.