Sådan lægger du en effektiv SEO-strategi i 2020

Er 2020 året, hvor du kaster dig over SEO og går all-in på at udvikle en strategi og handlingsplan, der kan skabe mere omsætning i din virksomhed? Hvis svaret er ja, kan du roligt fortsætte din læsning.

Som SEO-konsulent i webbureauet Morning Train ser jeg ofte, hvordan online butikker halter kraftigt bagud på SEO-fronten. Enten fordi området har været nedprioriteret, eller fordi deres fokus på trafikkanaler som f.eks. Google Ads og SoMe har været med til at skabe en hjemmeside, der ikke udlever sit fulde SEO-potentiale.

Dette indlæg vil gøre dig klogere på, hvad du skal kigge efter, og hvad du skal arbejde med for at lægge en skarp SEO-strategi.

 

1.    Udvælg søgeord og fokusområder, der har potentiale til at skabe omsætning

Før du overhovedet begynder at lægge en SEO-strategi, skal du først sikre dig, at Google som trafikkanal overhovedet vil være en indbringende forretning for dig. Her er det oplagt at bruge Google Ads til at teste, om din forretning kan tjene penge på at være synlig i Google.

Når du begynder at få data via Google Ads, og du kan se, hvilke søgeord og områder du tjener penge på, så kan du begynde at kortlægge, hvad du vil fokusere på i SEO-indsatsen.

Det er vigtigt at bruge sin data fra Google Ads til at skabe en SEO-handlingsplan, hvor der er tænkt forretning ind.

Det ville være ærgerligt at bruge et år på at ranke nummer 1 på ’badehætte’ for derefter at finde ud af, at der er ingen købsladet intention bag søgeordet.

 

2.    Gransk din hjemmeside for at kortlægge, om den understøtter din SEO-strategi

Når du har fundet de søgeord og fokusområder, som du vil fokusere på i din SEO-indsats, skal du tage et grundigt kig på, om din side understøtter den SEO-strategi og de fokussøgeord, som du gerne vil ligge nr. 1 på.

I de fleste tilfælde vil du opdage, at du mangler nye landingssider og optimering på dine nuværende sider for at komme i mål med din SEO-strategi.

Hvis du f.eks. sælger dyrefoder, og du kun har tre produktkategorier ’Foder til gnavere’, ’Foder til hunde’ og ’Foder til katte’, så går du glip af en kæmpe mængde af potentiel trafik.

Hvis du f.eks. ved fra dine Google Ads-data, at du får en masse omsætning gennem søgeord som f.eks. ’Foder til kaniner”, så ved du, at du også skal lave en dedikeret landingsside til det emne og omfavne lige præcis dette produktområde.

Det betyder, at du ofte er nødsaget til at lave større strukturelle ændringer i din SEO-indsats, hvis du vil få det maksimale ud af den SEO-strategi du har lagt.

 

3.    Hav en klar handlingsplan

I og med at du er nødsaget til at lave større strukturelle ændringer, såsom at optimere din hjemmeside i forhold til hastighed, skaffe en masse nye links osv., så betyder det også, at der pludselig er en masse tid, der skal afsættes til din SEO-indsats.

Her er det vigtigt, at du lægger en klar handlingsplan, som er skemalagt, og hvor der er sat tid af til din SEO-indsats. Der kan hurtigt gå hverdag i den, og så er det ofte SEO-arbejdet, som bliver nedprioriteret, da det er et område, hvor der ikke er nogen quick fixes, men kun gevinst til dem, der lægger en stabil og kontinuerlig indsats.

 

4.    Prioriter din tid rigtigt

Når man arbejder med SEO, er der mange forskellige arbejdskasketter, man har på. Der skal bl.a. arbejdes med hastighed, tekst, linkbuilding, brugeroplevelse, mobil optimering, søgeordsplanlægning og meget mere.

Men hvornår skal du arbejde med linkbuilding i stedet for indholdsoptimering? Og hvornår er det vigtigt, at du begynder at kigge på brugeroplevelsen?

Der er altid områder, man kan tweake og optimere, men vi har kun 24 timer i døgnet. Derfor er det vigtigt, at du bruger din tid på de områder, hvor der er mest omsætning at hente.

Det er desværre nemmere sagt end gjort, og derfor kan det være en god idé at få en SEO-ekspert indover, der kan udpege, hvad der er vigtigt at fokusere på.

 

5.    Track alt

Før du giver dig i kast med SEO, så husk altid at tracke på dine søgeord, så du kan se, om dine optimeringer bærer frugt. Her kan du f.eks. bruge et værktøj som Morning Score, hvori du kan indtaste alle dine fokussøgeord. Her kan du dagligt få et overblik over, hvordan dine søgeord udvikler sig.

Du kan også bruge Google Search Console til at følge med i, hvilke søgeord din hjemmeside rangerer på, og hvad du bliver fundet på i Google.

Pas dog på, at du ikke bliver alt for ”søgeordsfikseret”. I sidste ende handler det om, at din SEO-strategi skal være indbringende for din forretning. Så husk løbende at se, om din trafik fra de organiske resultatsider giver øget omsætning. Du kan se i Analytics, hvor meget organisk trafik du får, og her kan du også sammenligne din trafik med forrige uger og måneder.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vi samler de skarpeste guides, blogs og nyheder om markedsføring, branding og webshop-drift og sender dem direkte til dig i ét samlet nyhedsbrev. Helt gratis.