Nyheder: Fra pensopay og betalingsindustrien

Pensopay: Overvej dette i din exit-strategi

Skrevet af Pierre | Mar 11, 2025 10:15:02 AM

Vi starter ofte virksomheder med en drøm om at skabe noget stort og meningsfuldt. Men hvad så, når et salg bliver aktuelt? En exit-strategi bør være klar fra starten.

Da vi startede pensopay, havde vi en klar syvårsplan, der ikke kun indeholdt mål for vækst og investeringer, men også en realistisk vurdering af, hvad det ville koste at nå vores ambitioner. Vi tænkte allerede dengang på, hvilke typer virksomheder der kunne være potentielle opkøbere, og hvilke vi troede kunne hjælpe os med at føre vores vision videre.

Hav en klar exit-strategi

En exit-strategi er en plan for, hvordan og hvornår en virksomhedsejer kan træde tilbage og sælge sin virksomhed – ofte med fokus på at maksimere værdi og sikre en smidig overgang, samt gøre virksomheden attraktiv for opkøb. En gennemtænkt exit-strategi kan være afgørende for enhver virksomhedsejer, der ønsker at sælge sin virksomhed på de bedst mulige vilkår.

Her er nogle vigtige læringer fra processen, som jeg håber kan hjælpe andre iværksættere med at forberede sig på at sælge deres livsværk.

Hvad kigger man efter i en køber?

Det er fristende at gå efter den mest lukrative aftale, men husk: Den største sum penge er sjældent den bedste løsning for dig og dit team. Jeg har set eksempler, hvor opkøbende virksomheder kort efter gik konkurs, eller hvor en virksomhed blev splittet ad og tabte alt, hvad der gjorde den unik. Det kan være hjerteskærende at se noget, man har bygget op fra bunden, blive ødelagt.

Når du leder efter en køber, bør du derfor fokusere på:

  • DNA og værdier: Kan den opkøbende virksomhed fortsætte med at drive din virksomhed, som du havde forestillet dig? Vil de respektere det fundament og den kultur, du har skabt?
  • Medarbejdernes fremtid: Hvordan vil salget påvirke de mennesker, der har været med på rejsen? Sørg for, at dine kolleger har en fremtid i det nye setup.
  • Din rolle: Vær afklaret omkring, hvilken rolle du vil have i den nye struktur. Skal du blive? Og hvis ja, i hvor lang tid og under hvilke forhold?
  • Købers fremtid: Hvordan vil køber kunne positionere sig på markedet og er det interessant for jer?

Et andet vigtigt aspekt er mavefornemmelsen. Hvis du kender nogle i den opkøbende virksomhed, eller hvis du kan skabe en relation til dem, inden aftalen falder på plads, kan det give en bedre forståelse af deres intentioner. Det usagte og uformelle kan være lige så vigtigt som de hårde fakta.

Earnout og finansielle overvejelser

Når man sælger, er der ofte en earnout-periode, hvor en del af købsprisen afhænger af, at visse mål opnås. Det er vigtigt at forstå, hvad der kræves af dig og dit team i denne periode. Skal du levere vækst? Skal du integrere nye systemer eller processer?

Overvej også, hvordan du bliver betalt:

  • Kontanter vs. aktier: Kontanter giver sikkerhed, men aktier i den nye virksomhed kan være en langsigtet investering. Det kræver dog tillid til den nye ledelse og fremtiden for det samlede setup.
  • Tidsperspektivet: hvad bliver din rolle i det nye og hvor længe? Vær bevist om når hverdagen rammer i et nyt setup, så kan man måske få svært at se sig selv i rolen.

Husk: Den økonomiske mest lukrative aftale er ikke nødvendigvis den bedste. Find den løsning, der passer bedst til dine værdier og langsigtede mål.

Timing er alt

At sælge på det rette tidspunkt kan gøre en verden til forskel. Hvis du vil opnå den højeste pris, skal du sælge, mens din virksomhed er i vækst. Det er som at surfe – du skal fange bølgen på det helt rette tidspunkt for at få fuld momentum. Hvis du venter for længe, risikerer du, at bølgen knækker, og væksten flader ud.

At time salget kræver både strategisk planlægning og en smule held. Sørg for, at din virksomhed er i topform, og vær parat til at handle, når markedet er gunstigt.

Din rolle i det fremtidige setup

En ofte overset, men utrolig vigtig del af salgsprocessen, er din egen rolle i den nye struktur. Mange opkøbsaftaler indebærer, at grundlæggeren fortsætter i en eller anden form – enten som rådgiver, leder eller integrator i en overgangsperiode. Derfor er det vigtigt at være afklaret omkring, hvad du vil, og hvad der forventes af dig.

Spørg dig selv:

  • Vil jeg fortsætte i virksomheden? Hvis ja, i hvor lang tid?
  • Hvilken rolle vil jeg spille? Skal jeg have indflydelse på strategi og beslutninger, eller bliver jeg mere en rådgiver i kulissen?
  • Hvordan harmonerer mit engagement med mine personlige mål? Vil jeg bygge noget nyt, tage en pause eller noget helt tredje?

For mit eget vedkommende var det afgørende at være en del af overgangen for at sikre, at virksomhedens DNA blev videreført, og at mine medarbejdere landede trygt i den nye organisation. Samtidig havde jeg brug for en klar tidsramme for, hvor længe mit engagement skulle vare, så jeg kunne begynde at se fremad mod næste kapitel i mit liv.

Mit råd er: Inden du underskriver noget, så hav en ærlig dialog med den opkøbende virksomhed om, hvordan din rolle bliver. Det skaber klarhed og sikrer, at der ikke opstår misforståelser senere. Du skylder dig selv – og det du har skabt – at sætte klare rammer for din fremtid i det nye setup.

Et sidste råd

At sælge sin virksomhed er en følelsesladet beslutning. Det er dit livsværk, din passion og din identitet, der er på spil. Derfor er det vigtigt at tage sig tid til at reflektere over, hvad der virkelig betyder noget for dig – og at have en plan fra starten.

For mig har det været afgørende at finde en balance mellem økonomisk værdi, medarbejdernes fremtid og virksomhedens DNA. Hvis du som iværksætter kan finde den balance, er du godt på vej mod en succesfuld exit.

Mit råd til dig: Start med at tænke over din exit-strategi allerede i dag, også selvom du kun lige er begyndt. Det kan gøre hele forskellen, når tiden kommer.

Klar til at sælge din virksomhed? Vi har lavet en guide med de 4 bedste råd til at sælge din virksomhed hurtigt og til den bedste pris.

Held og lykke med rejsen – både før, under og efter salget!

Team pensopay

Læs flere nyheder fra os.