Nyheder: Opdateringer og tendenser fra pensopay og betalingsindustrien

Den nye normal: Sådan tilpasser du din forretning til fremtiden

Skrevet af Pierre Rindsig | Oct 24, 2021 10:00:00 PM

Den 14. Oktober løb årets e-handelskonference over stablen, og i år havde den fokus på den ‘nye normal’. Dansk erhverv afholder e-handelskonferencen hvert år, og den er online. Man kan altså følge med lige meget hvor man befinder sig.

Det kan være på kontoret, på farten, eller lige som mig: hjemmekontoret der er sat op i stuen. Der kom mange spændende nye ting på bordet, og jeg vil her forsøge, at gennemgå de aspekter jeg fandt mest relevante.

Den ‘nye normal’

Den ‘nye normal’ er den tilstand der konstant lægger sig over e-handlen, når de fleste webshop ejere konstant tilpasser sig udviklingen. Den ‘nye normal’ er dynamisk. Den står aldrig stille, men der er alligevel nogle elementer der hænger ved lidt længere end andre. Samtidig er der nogle udviklinger man bør følge med, også selvom der ikke er en endegyldig løsning endnu.  

Det er specielt indenfor de tre parametre der skaber bæredygtighed, at man er nødt til at følge med udviklingen. Disse tre parametre er: miljø, økonomi og det sociale. Ofte fokuseres der på miljøet når man forsøger at gøre sin forretning mere bæredygtig, men det er lige så vigtigt at den er økonomisk og socialt velfungerende. Dette indebærer blandt andet at der ikke er store økonomiske udsving, eller større underskud. Samt at der er tænkt på medarbejderne i en organisation.

Igennem oplæggene bed jeg mærke i fire emner, der gik igen. Samtidig var der mange spændende ideer til, hvordan man kunne drive sin forretning i den ‘nye normal’, hvis man havde fokus på netop disse fire emner. Emnerne er: online kundeservice, miljørigtig emballage, bæredygtige forretninger, det ‘nye danske marked’.

Online Kundeservice

i takt med at online shopping er blevet en del af den nye normal for forbrugere over hele verden, er den online butiksoplevelse også. Webshop ejere forsøger at skabe en personlig forbindelse og en mindeværdig oplevelse for de handlende. På denne måde er online kundeservice gået hen og blevet en hel industri i sig selv. Der er mange måder man kan gøre det på, men alt i alt handler det om at have forbrugeren i fokus. Nogle forsøger sig med live-shopping events og auktioner, mens andre forsøger at skabe medlemskaber og fællesskaber.  

Et godt eksempel på hvordan man kan bruge live-shopping og auktioner er totteland, der hver onsdag klokken 19 kører live-shopping. Det er simpelthen et ugentligt event, hvor de inviterer deres kunder indenfor i forretningen og sælger direkte over skærmen. Det kræver selvfølgelig en del forberedelse for at kunden føler det er et event hvor de er inkluderet og ikke bare ‘åben butik’ hvor de skal passe sig selv. 

Som sagt er der mange måder man kan gøre kundeservice oplevelsen og den online shopping oplevelse sjov og personlig. Man kan gøre som champagne for alle, der har skabt et medlemskab i form af deres ‘champagnekasse’. Med den får man altså to champagner leveret enten hver måned, eller hver anden måned. Samtidig har de personliggjort oplevelsen ved at lægge et håndskrevet kort i den første kasse. 

Det behøver altså ikke være større for at kunderne føler sig set og specielle. Det vigtigste er bare at du finder en måde at vise dine kunder at de er vigtige for dig. Du skal finde en måde der samtidig afspejler din virksomheds personlighed og identitet. Find en måde, hvor det virker naturligt for dig at skabe en relation til dine kunder. Det må endelig ikke blive forceret, for så bliver det falsk, og det kan kunder altså også godt mærke. 

Miljørigtig emballage

Et andet fokus, der kun bliver mere og mere fremtrædende med tiden er det at være miljørigtig. Med global opvarmning og stigende mængder af affald i verdenshavene er det blevet kutyme at virksomheder tænker over hvad de kan gøre. Forbrugerne forventer at deres yndlingsmærker gør det nemmere og nemmere for dem at handle med god samvittighed. Det er derfor dit ansvar at tage stilling til, hvad du kan gøre for at gøre dine produkter og din forsendelse så bæredygtig som mulig! 

Med forsendelse kan det godt være at man hurtigt forestiller sig at man bare skal bruge pap og papir, men det er faktisk ikke helt sandt. Det er nemlig således at pap og papir kun kan genbruges omtrent otte gange, så er træfibrene nedbrudt. Hvorimod plastisk faktisk kan genbruges uendeligt, så længe det går igennem de rette processer. Så hvad er så egentlig bedst for miljøet? For, hvis det ender i de rigtige genbrugs processer er plastik bedre for miljøet, men når det ender som affald i naturen, så er pap og papir klart mindst skadeligt. 

Der er dog alligevel nogle råd man kan tage stilling til, ligegyldigt hvilken vej man går med sin emballage. For det første er det en god ide at gå en ‘mono-vej’, hvilket betyder at man vælger emballage af ét materiale. Altså enten plastik eller pap og papir. Dette gør det nemmere for forbrugerne at sortere emballagen. Derudover er det bedste man kan gøre, at finde en måde få sin produktion og forsendelse til at følge modellen reduce – reuse – recycle. Det kan blandt andet være at bruge så lidt emballage som muligt og sørge for at kunderne kan bruge emballagen til returvarer.   

Når det kommer til din produktion er det også denne model der giver bedst mulighed for at være bæredygtig. Undersøg altid om der er alternativer til det materiale du benytter nu. Med udviklingen i teknologi kan der hele tiden være nye metoder eller materialer du bør overveje. Et eksempel kan være badetøj. Nogle brands bruger gamle nylon fiskenet til at lave stoffet til deres badetøj. Eller pant! Der er nemlig også nogle tøjmærker der har sat pant på deres tøj. Det vil sige at kunderne får penge retur når de returnerer tøjet når det ikke er brugbart mere. På den måde kan tøjmærket selv genbruge materialet i stedet for at tøjet ender på forbrændingen.

Bæredygtige forretninger

Som nævnt tidligere er der altså mange ting man kan tænke over som virksomhed for at være bæredygtig. Globaliseringen har gjort mennesker generelt mere bevidste omkring deres rolle i at skabe en bæredygtig verden. Dette gælder både dine forbrugere og dine medarbejdere, der nu er klar over hvad de kan forvente af dig som producent. Ikke engang de store og verdenskendte brands kan se sig fri af at skulle tænke over dette. 

De fleste medarbejdere forventer diverse personalegoder, og en arbejdskultur, der lever op til den ‘nye normal’. Mennesker er blevet en ressource, og det ved de efterhånden godt. Samtidig er folk blevet mere informerede og kvalitetsbevidste, og derfor holder de dårlige undskyldninger og bortforklaringer ikke længere. Dette gælder både dine ansatte og dine forbrugere. De forventer de sociale og miljørigtige tiltag, som de kan følge på sociale medier og i nyhederne. 

Den ‘nye normal’ indebærer altså at virksomhed er dynamisk og følger med de udviklinger der sker i omgivelserne. Derudover er det en god ide at finde sig en god sag som man støtter.

Du har set eksempler på firmaer, der donerer et beløb i en god sags tjeneste per køb. Altså forbrugeren bliver en donor hver gang de køber et produkt. Alt dette bør du bruge til din storytelling. Fortæl hvordan du er med til at forbedre købevaner og arbejdsmiljøer ved at gå forrest. Vis at du ved hvad der skaber en god arbejdsplads og hvilke forventninger der er til at tænke på miljøet. 

Sidst men ikke mindst kan du også sikre en bæredygtig forretning ved at have styr på det økonomiske. Vær sikker på at du har styr på tallene, eller ved hvad der kræves af dig for at sikre din virksomhed og dermed alle dine medarbejdere. Dette kan gøre på mange måder, men ét take-away fra e-handelskonferencen som jeg bed mærke i, var nye måder at gøre dette på.

Benjamin fra Teeshoppen fortalte om, hvordan de havde optimeret deres bundlinje ved at få styr på de økonomiske processer. Det var blandt andet ved at implementere et system, der kunne hjælpe med at automatisere dette. Så tag og undersøg, hvordan du gør det nemmest for dig selv.

Det nye danske marked

E-handelskonferencen blev skudt afsted med et oplæg omkring de enorme udviklinger, der sker i Kina. Den blev dog også afsluttet med et oplæg omkring, hvilke af de ting vi kan forvente at se i Danmark. Det er dem jeg gennemgå her. For selvom det er spændende at høre om drone leveringer, online to online køb og all-in-one apps, så er de måske ikke så relevante for det danske marked. 

De ting der derimod er relevante er udviklingerne indenfor live-shopping, brugen af apps og de DtC konkurrenter, der er på vej frem. I Kina er online live-shopping blevet en hel ny trend, det er lidt ligesom tv-shopping, bare meget større og hurtigere. Det er nok ikke helt på samme måde at det rammer det danske marked, men mange af elementerne bør vi tænke over. Det er en super god måde at skabe dialog i mellem virksomheden og dens kunder, men også imellem kunderne. 

Det er vigtigt at huske at peer to peer er det nye. Influencer marketing er blevet en kæmpe industri. Jo mere du kan få dine kunder til at snakke sammen og have indflydelse på hinanden, jo større success er du næsten garanteret at have. Dette gælder både live-shopping, men også nye sociale medier. 

TikTok som det nye medie for virksomheder

TikTok er gået hen og er blevet den mest downloadede app på verdensplan. Forbrugere søger inspiration hos hinanden omkring alt på TikTok, det er kun fantasien der sætter grænser. Dette bør man også udnytte som firma. Du kan få flere tusinde følgere på blot en uge, og nå langt og fjernt med blot to-tre gode videoer. 

TikTok har også netop nu lanceret en integration to Shopify, der er i gang med at blive implementeret på det Amerikanske marked nu. Selvom den ikke har ramt det danske marked endnu, så er den nok ikke langt væk. Så hvis du ikke har gang i TikTok endnu, så bør du tænke over, hvordan du kan skabe indhold til dine forbrugere.

Der er en sidste lille ting jeg vil bede jer holde øje med: DtC markedet. Direct to Consumer er de udenlandske firmaer, der ikke længere behøver en dansk forhandler til at få solgt sine produkter på det danske marked, men bare sælger direkte via internettet. Nogle gode eksempler på dette er Wish og Shein. De har millioner af produkter, og selvom kvaliteten er tvivlsom, så braser de igennem på verdensplan, fordi de er billige. Vær sikker på at du er klar over, hvordan de fanger dine forbrugere, så du kan få dem tilbage.