Black friday

Denne ene ting kan give jackpot hos Google op til Black Friday

Det er ikke nok at lave et afsnit på en eller anden side på dit site, hvis du for alvor vil gøre dig bemærket op til Black Friday i søgemaskinernes resultater. Du bliver nødt til at dedikere en eller måske endda flere undersider til dagen, og det er Googles skyld. Sådan er SEO.

Tommelfingerreglen er nemlig, at man kun kan optimere i forhold til søgemaskiner på en søgefrase pr. underside – måske to hvis der er nok indhold på siden, og den er sat rigtigt op.

Derfor skal man vælge den søgefrase, man målretter den enkelte side mod meget omhyggeligt. Man skal lave en søgeordsanalyse og finde den optimale søgefrase og derfra tilrettelægge teksten på siden.

Sådan er det, fordi Google gerne vil give sine brugere, det de vil have. Og hvis man søger på noget, så finder man det nok ikke, hvis siden ud over søgefrasen OGSÅ handler om dit og dat og dut og en gammel gummistøvle.

Man skal altså sige til Google – sagt lidt forsimplet, bær over med mig – at denne underside handler om denne ene ting. Man må gerne bevæge sig lidt rundt om emnet, men der er kun et emne, denne side beskæftiger sig med, og det er den strategisk valgte søgefrase.

 

Søgeord eller søgefrase

Du har måske lagt mærke til, at jeg har brugt ordet ’søgefrase’ og ikke ’søgeord’. Det er med fuldt overlæg, fordi det giver god mening.

Kort fortalt er en søgefrase en søgning, som indeholder mere end et søgeord. Søger man på et enkelt ord, er det er søgeord, søger man på flere, er det en søgefrase. Man kan også godt kalde 2 ord i en søgning for søgeord, uden jeg bliver vred. For at gøre det klart, snakker jeg i dette indlæg primært om de længere søgefraser.

På engelsk arbejder man med begreberne ’short tail’ og ’long tail’. Nogle har endda også ’medium tail’. Den præcise definition findes ikke, men den er omtrentligt sådan, at 1-2 ord i søgningen kaldes short tail, 3-5 ord kaldes medium tail og 6 eller flere kaldes long tail.

Opererer man kun med short og long, er det snarere op til 3 eller 4 er short tail, og fra 4 eller 5 og op er long tail.

Med den forklaring på plads går vi videre til hvorfor, du skal satse på de længere søgefraser. Der er nemlig flere ting, der peger på, at de længere søgefraser er en god ide. 2 af dem tager vi lige et kig på her, så du er godt klædt på.

Købeklare besøgende

Det er godt for dig, at dine besøgende rent faktisk er klar til at købe noget. Ellers får du ikke mange penge ud af dem. Og generelt er der større konvertering ved besøgende, der kommer fra de længere søgefraser end dem, der kommer fra de kortere søgeord.

Du kender det med al sandsynlighed fra dig selv. Du skal købe noget, men du ved ikke rigtig hvad, og du er stadig i researchfasen. Måske skal du slet ikke købe noget, du er bare nysgerrig. Lad os tage gardiner som eksempel.

De gamle gardiner skal snart skiftes, og du har ingen præferencer inden for gardiner, så du søger på ”gardiner” for at sondere terrænet.

Den generelle søgning vil typisk være sådan, at det er nogen, som skal se sig lidt omkring. Anderledes er det, når søgningen bliver længere og dermed mere specifik.

Nu har du besluttet dig for, at du vil have hvide plisségardiner af typen AWESOME i bredden 80 cm – og du vil gerne have dem på tilbud. Du har besluttet dig om, at det skal være dem, nu handler det om, hvor de skal købes.

Derfor lyder din søgning nu ”plissegardiner hvid awesome 80cm tilbud”, fordi ingen gider grammatik, når de googler.

Så kom søgningen op på 5 ord, og lur mig, om ikke også der er nogle, der vil dele plisségardiner op i 2 ord, så frasen bliver lidt længere. Besøgende der er kommet fra denne type søgninger vil være meget lettere at lokke til at trække pungen op af lommen.

Konkurrencen er meget mindre

Den anden ting, jeg vil fokusere på, er, at konkurrencen er mindre, når du sætter dig på de mere specifikke søgninger. Når der er færre om buddet, er det lettere at dukke op først, og det er meget værdifuldt at ligge først i søgeresultaterne, men det er en anden historie, jeg ikke har tid til her.

Vi bliver lige i gardineksemplet. Hvis du nu sælger specialdesignede plisségardiner, skal du måske ikke sigte efter at ligge højt på søgningen ”gardiner”. Så skal du nemlig kæmpe med dem, der også sælger alle mulige andre former for gardiner.

Og du skal kæmpe med giganterne, der har ufatteligt mange penge og undersider, der alle handler om gardiner, som har en forældreside, der hedder ”gardiner”, så Google ved, at det handler godt nok meget om gardiner.

Det er lettere at være førende på en søgefrase end på et søgeord, fordi søgeordet er meget generelt. Og den viden kan måske være forskellen på en god Black Friday og en fantastisk Black Friday.

Forfatter: 

Mikkel Guldbjerg Jensen er online marketing konsulent hos OnlineSynlighed.dk. OnlineSynlighed.dk arbejder med alle aspekter af online marketing og online synlighed for at skabe mærkbare resultater for sine kunder.
Mikkel Guldbjerg Jensen
PensoPay e-bog

forøg din online omsætning på 3 uger

Tlf: +45 77 344 388

Telefonisk support
Mandag – Fredag: kl. 08.00 – 20.00
Lørdag – Søndag: kl. 08.00 – 20.00

Email: support@pensopay.com